Polyolefin vs. PVC: Polymerdebatten i krympefilm

Hvorfor tværbundet polyolefin er den moderne standard

Den molekylære tværbinding forstørrer kun de iboende fordele ved Polyolefin . Den resulterende film er et meget alsidigt og sikkert emballagemateriale, der løser de største ulemper ved PVC:

1. Sikkerhed og miljø: POF er klorfrit, hvilket gør det ugiftigt og sikrere for både de emballerede varer (især fødevarer) og driftspersonalet (ingen farlige dampe).

2. Driftseffektivitet: Varmestabiliteten tilvejebragt af tværbindingerne reducerer drastisk filmbrud og restopbygning på forseglingsudstyr, hvilket fører til højere gennemløb og lavere vedligeholdelsesomkostninger.

3. Alsidighed: Dens overlegne kuldebestandighed gør den velegnet til produkter, der skal nedkøles eller fryses, og bevarer dens klarhed og styrke gennem hele forsyningskæden.

Sammenfattende, når du specificerer en Krympefilm på tværs , vælger du næsten helt sikkert en polyolefin-baseret materiale , der udnytter moderne kemiteknik til at opnå en pakke, der er stærkere, klarere og driftssikrere end sin PVC-forgænger.

Ønsker du en mere detaljeret oversigt over bestrålingsproces bruges til at skabe krydsbindingerne i filmen?

Videnskaben om styrke: Bestråling og krydsbinding

Det er et glimrende spørgsmål, som bestrålingsproces er den "hemmelige sauce", der forvandler standard polyolefinfilm til højtydende Krympefilm på tværs .

Den mest almindelige og effektive metode, der anvendes i kontinuerlig filmproduktion er Elektron-Beam (E-Beam) bestråling . Dette er en fysisk proces, der fundamentalt ændrer polymerens molekylære struktur uden behovet for høj varme eller kemiske tilsætningsstoffer.

Hvordan elektron-strålekrydsforbindelse fungerer

Processen involverer at køre den ekstruderede polyolefinfilm under en højenergielektronaccelerator.

1. Forberedelse: Polyolefinpolymeren ekstruderes først til en film. Det er en termoplastisk materiale, hvilket betyder, at dets lange, lineære molekylære kæder blødgøres og flyder, når de opvarmes (som smør).

2. Bestråling: Filmen transporteres hurtigt under en elektronstråleaccelerator. Acceleratoren genererer en kontrolleret strøm af højenergielektroner.

3. Molekylær ændring: Når elektronerne trænger ind i polymeren, kolliderer de med molekylekæderne. Denne kollision slår visse atomer af (typisk hydrogenatomer ), at skabe meget reaktive websteder kaldet frie radikaler langs polymerrygraden. *

4. Tværbinding: De frie radikaler på tilstødende polymerkæder søger straks at stabilisere sig selv ved at danne nye, permanente kemiske bindinger - disse er de tværbindinger . Dette skaber en kompleks, tredimensionel netværksstruktur inde i polymeren, ligesom et mikroskopisk net eller net.

5. Termohærdende konvertering: Denne nye netværksstruktur konverterer materialet fra en termoplastisk ind i en termohærdende materiale. Det har nu en molekylær "hukommelse" eller formhukommelse .

Fordelene ved netværksstrukturen

Det nydannede tværbundne netværk er det, der giver de dramatiske forbedringer i det færdige Krympefilm på tværs :

• Varme stabilitet: Netværket forhindrer molekylkæderne i blot at flyde fra hinanden, når de opvarmes. Filmen vil skrumpe, men den vil ikke smelte, forkulle eller klæbe til tætningstråden, hvilket er et stort problem med ikke-tværbundne film.

• Elastisk hukommelse: Når filmen først behandles, strækkes den bevidst. Tværbindingerne låser polymeren i denne strakte, "ekspanderede" tilstand. Når varme påføres senere (i krympetunnelen), forsøger polymeren at vende tilbage til sin oprindelige, ikke-strakte størrelse, hvilket resulterer i en tæt, ren krympning.

• Forbedret mekanisk styrke: Det tredimensionelle netværk gør det eksponentielt sværere at trække kæderne fra hinanden, hvilket giver filmen dens overlegne punkterings- og rivemodstand.

Elektronstråle-tværbinding foretrækkes frem for kemiske metoder, fordi det er en ren, hurtig og meget kontrolleret proces, der ikke efterlader nogen kemiske rester og sikrer ensartet tværbindingstæthed i hele filmen.